TIF Nyheder
13. februar 2011 - 18:26 af: Jørgen Mølgaard
Fodboldafdelingen afholdt sin årlige generalforsamling den 5/2-2011.
Generalforsamlingen blev afholdt i forlængelse af standerhejsningen for seniorerne, U19 og U17, og der var derfor ca. 50 medlemmer som deltog i generalforsamlingen.
Mogens Jensen blev traditionen tro valgt som dirigent, og sørgede for, at generalforsamlingen blev afholdt i god ro og orden.
Formanden, Morten Kjær, slog i formandsberetningen fast, at det nok er formanden som fremlægger beretningen, men at det er hele fodboldudvalgets beretning. Han præciserede, at det er generalforsamlingen som bestemmer hvad der skal ske i klubben, og at fodboldudvalget blot er sat til at lede klubben. På generalforsamlingen tjekker man af, om det fodboldudvalget har gjort i årets løb og agter at gøre fremover er i overensstemmelse med medlemmernes holdninger.
De sportslige målsætninger i 2010, hvor der kun var opstillet mål for første- og andetholdet, blev ikke helt indfriet. Førsteholdet levede næsten op, mens andetholdet efter forårssæsonen måtte ned i serie 6. Målsætningen for efteråret var derfor en tilbagevenden til serie 5. Det lykkedes ikke, men til gengæld lykkedes det for 3.-holdet, med Per Ørum Jensen i spidsen, så 2011-sæsonen starter med hold i serie 3, 5 og 6.
I sommerferien valgte både første- og andetholdstrænerne at forlade klubben. Heldigvis trådte Karsten Thomsen og Steen Jørgensen til som førsteholdstrænere, og Martin Broen som andetholdstræner, og de fortsætter heldigvis i 2011.
Udover det sportslige kom formanden ind på afdelingens vision om at være det mest attraktive fritidstilbud i lokalområdet, og de mål der er opsat.
For at leve op til målene er der et stykke arbejde som skal gøres. Der skal trænes, arrangeres, tjenes penge, føres regnskab, laves arrangementer og aktiviteter, repareres, vedligeholdes, vaskes, gøres rent og kridtes streger, oplyses og informeres. Alt det beslaglægger over 5.000 timer om året, svarende til, at alle spillere og forældre skulle lægge en uges arbejde i klubben.
For nogle år siden udviklede man i afdelingen det vi benævner "Taskforce" eller på dansk "Opgavestyrke", hvor klubbens opgaver inddeles i 5 områder. Desværre er der medlemmer, som ikke tager aktiv del i det praktiske, så derfor vil alle blive bedt om at hjælpe på et af de 5 områder. Der vil blive offentliggjort en liste, hvor alle medlemmer er indplaceret i arbejdet. Alternativet er, at vi må købe os til flere ydelser, men så skal der skaffes endnu flere penge, og formanden stillede spørgsmålstegn ved, om det er det vi vil. Det er et emne, som fodboldafdelingen tager op sammen med de øvrige afdelinger i idrætsforeningen på visionsseminaret den 12/2-2011.
Beretningen blev afsluttet med lidt highlights fra 2010, og ideer for 2011, hvor der bl.a. arrangeres Cup-deltagelse i Belgien for U17-holdet og forsøges etableret en fodboldlegeplads/skudtræningsplads.
Beretningen blev godkendt. Det samme gjaldt regnskabet for 2010, som viste et overskud på godt 60.000 kr.
Der var genvalg over hele linien, så fodboldudvalget udgøres fortsat af Morten Kjær, Mads Kjær, Martin Axelsen og Thomas Nielsen.
Kontingenterne for 2011 blev fastsat uændrede fra 2010, men med en bemærkning fra formanden om, at det er med udgangspunkt i, at alle tager del i opgaveløsningen, så vi ikke tvinges til at skulle skaffe flere penge for at få afdelingens økonomi til at løbe rundt.
For seniorernes vedkommende er der åbnet for kontingentindbetaling via nettet. Frist for betaling er 15/3-2011.