143

Sæsonen 2012 skudt i gang

TIF Nyheder
5. februar 2012 - 10:33 af: Jørgen Mølgaard

Sæsonen 2012 er gået i gang. Omkring 15 spillere trodsede kulden og tog hul på sæsonen.

Omkring 15 seniorer, U19- og U17-spillere mødte op til standerhejsningen. På trods af hård frost var nogen af dem endda iført korte benklæder! Desværre var mange potentielle spillere optaget til anden side, så der er forventning om større fremmøde til de kommende træningsaftener/-eftermiddage.

Formanden, Morten Kjær, bød velkommen til den nye sæson og trænerne Karsten Thomsen og Martin Broen hejste flaget, hvorefter spillerne fik en let omgang fysisk træning og lidt boldspil.

Efter træningen blev der serveret suppe og førsteholdstræneren Karsten Thomsen fortalte om planerne for forløbet frem til turneringerne går i gang i begyndelsen af april måned. En oversigt over træningsaftenerne og -kampene vil snarest muligt blive lagt på hjemmesiden. Der er tilmeldt hold i serie 3 og serie 5, mens der endnu ikke er taget endelig stilling til, om et hold skal tilmeldes i serie 6.

Som noget nyt vil holdopstillinger i år blive offentliggjort her på hjemmesiden og på tavlen i døren til klubhuset, og det vil være den enkelte spillers ansvar at følge med i, hvornår vedkommende skal spille og på hvilket hold. Der er hidtil brugt uanede kræfter på at ringe rundt.

Karsten Thomsen appellerede til, at man som spiller sørger for at melde afbud i god tid, så der kan findes afløsere. Med det nye system stilles der større krav til den enkelte, og det er håbet, at man så også lever op til det ansvar.


Karsten Thomsen og Martin Broen gør flaget klar.



Første omgang løbetræning ......