At nå hertil har været en usædvanlig hård omgang rent bestyrelsesmæssigt.
På ungdomssiden manglede vi for blot en måned siden 10 trænere - og dét endda efter at vi havde spurgt alle dem, vi umiddelbart kunne komme i tanke om. Det var en nærmest katastrofal situation at stå i, og adskillige ungdomsspillere var i fare for ikke at kunne tilbydes at spille fodbold i TIF.
Selvom hårdt arbejde og alternative metoder blev taget i brug, lykkedes det "kun" at finde 9 af de 10 trænere, vi skulle bruge. Således måtte vi undlade at tilmelde et U13 pigehold, som vi reelt kunne have haft. Den slags gør rigtig ondt i et TIF-hjerte.
Som mange vil vide, har vi også haft store udfordringer med hensyn til seniortrænere. Det var nærmest kaotisk, da den aftale, som vi troede vi havde med Kenneth Kjærsgaard til førsteholdet, pludselig blev annulleret. Samtidig manglede vi træner til vore to andre seniorhold.
Og oven i al den virak skulle vore to største projekter: Sommerfest og Dana Cup gennemføres. Det er uden sammenligning den mest vanvittige, men også den mest truende situation vores klub har haft i den tid jeg har været her.
Nu håber vi at fodbolden kan komme i gang og at tingene kører - for ærligt talt - vi trænger lige til en lille puster, inden vi forhåbentligt snart igen har overskud til at sætte nye spændende skibe i søen.