143

Endnu ikke fundet en ny formand

TIF Nyheder
5. februar 2012 - 10:11 af: Jørgen Mølgaard

På generalforsamlingen lørdag den 4/2-2012 lykkedes det ikke at få valgt en ny formand for fodboldafdelingen. Derfor må der afholdes en ekstraordinær generalforsamling.

Fodboldafdelingen afholdt lørdag den 4/2-2012 sin ordinære generalforsamling.

Hovedtemaet på generalforsamlingen var valg af en ny formand, da Morten Kjær, efter flere år på posten, ikke ønskede at fortsætte. Han beklagede i sin beretning, at der efterhånden var for mange, som ikke tog opgaverne alvorligt. For mange opgaver landede på hans og de øvrige bestyrelsesmedlemmers skuldre.

Bestyrelsen havde forud for generalforsamlingen forsøgt at finde et emne til posten, men alle forsøg havde været forgæves. Da der ikke var kandidater blandt de ca. 20 fremmødte, indkaldes i nærmeste fremtid til en ekstraordinær generalforsamling, hvor formålet er at få valgt en ny formand.  

Den øvrige bestyrelse fortsætter uændret, men det er med i fremtidsovervejelserne at udvide antallet af bestyrelsesmedlemmer.

Tidspunktet for den ekstraordinære generalforsamling er endnu ikke fastsat, men vil blive offentliggjort her på siden, så snart det er kendt.


Den afgåede formand, Morten Kjær (foto fra 2010)